Dødelig virus spreder sig
De første vacciner er klar mandag
Seks besætninger med får og kvæg har på bare halvanden uge konstateret udbrud med den frygtede sygdom bluetongue.
Mandag kommer der et nyt værktøj til at bekæmpe sygdommen. Her frigives de første 5000 doser af en vaccine mod virusset.
Bente Østergaard, der er formand for brancheorganisationen Dansk Fåreavl med 1500 medlemmer, forventer stor interesse blandt medlemmerne for vaccinen.
- Der er rigtig mange, der er klar til at lade deres dyr vaccinere. Også selv om vi endnu ikke kender prisen på vaccinen, siger hun.
Bliver ikke ramt så hårdt
Den potentielt dødelige drøvtyggersygdom er konstateret i besætninger Syd- og Sønderjylland.
Senest er sygdommen også brudt ud i et hobbyfårehold i Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Vaccinen kan ikke forhindre, at blodsugende mitter overfører sygdommen til får, geder og kvæg. Men den kan gøre, at besætningen ikke bliver så hårdt ramt.
Pengene til vaccinen er ifølge formanden for fåreavlernes brancheorganisation godt givet ud, fordi sygdom og aflivninger kan betyde stort driftstab.
Kan ikke få erstatning
Modsat sidste udbrud af bluetongue herhjemme i 2008, er der ikke længere erstatning at hente fra staten, hvis man bliver ramt og må lade dyr aflive.
- Bluetongue er siden blevet nedklassificeret, så nu er det os selv, der står med risikoen.
- Vi havde da gerne set, at det var det staten, der tog risikoen, men vi ved godt, det er urealistisk. Så vi må agere ud fra de bestemmelser, der er, siger Bente Østergaard.
Et vigtigt værktøj
I Fødevarestyrelsen fortæller veterinærdirektør Charlotte Vilstrup Castle, at vaccinerne fra mandag morgen kan bestilles af dyrlæger landet over.
- Vaccinen er et vigtigt værktøj i værktøjskassen i forhold til bekæmpelse af bluetongue, lyder det fra veterinærdirektøren.
Det er frivilligt, om avlerne vil lade deres dyr vaccinere. Myndighederne kan heller ikke bestemme, hvilke dyr og besætninger der skal have vaccinen først.
Men man henstiller til, at vaccinerne i første omgang bruges i prioriteret rækkefølge, hvor får står først for og kvæg i produktionsbesætninger sidst.
- Prioriteringen bygger på, at sygdommen har vist sig at gå hårdest ud over får, siger Charlotte Vilstrup Castle.
Myndighederne har reserveret i alt 200.000 vaccinedoser til Danmark. Skulle behovet vise sig større, arbejder Fødevarestyrelsen, Statens Serum Institut og Lægemiddelstyrelsen på at skaffe endnu flere.