Dødelig sygdom tredoblet i Danmark
EU's reviderede drikkevandsdirektiv vil føre til flere ændringer i håndtering af legionella herhjemme. Blandt andet obligatoriske test i risikoejendomme
Citathistorie: Ingeniøren
Selv om antallet af borgere, der er blevet smittet med legionella herhjemme, er mere end tredoblet de seneste 10 år, så har skiftende regeringer - i modsætning til mange af vores nabolande - valgt ikke at skride ind med nationale retningslinjer for grænseværdier og med obligatoriske vandprøver.
Det sker på trods af, at flere eksperter og WHO har anbefalet det som et effektivt værktøj i bekæmpelsen af legionella.
I stedet er ansvaret lagt ud til kommunerne. Men nu det slut med regeringens manglende vilje til at gribe ind nationalt.
I EU's nye reviderede drikkevandsdirektiv er legionella blevet tilføjet som et nyt parameter, medlemslandene bliver forpligtet til at håndtere fra januar 2023, hvilket blandt andet omfatter en officiel grænseværdi for legionella og kontrol af vandsystemet i risikoejendomme.
Problem for folkesundheden
Baggrunden for de nye tiltag er, at legionella i dag er blevet et folkesundhedsproblem, forklarer den spanske ekspert Sebastian Crespi til Ingeniøren. Han har tidligere fungeret som konsulent i legionella-spørgsmål for WHO og har været med til at udarbejde flere europæiske guidelines til håndtering af legionella, senest under COVID-19 pandemien.
"Ifølge de seneste offentliggjorte data indtager legionella-infektioner nu fjerdepladsen i Europa i rangeringen af anmeldelsespligtige infektionssygdomme - efter AIDS, tuberkulose og invasiv pneumokoksygdom - og det er samtidigt den infektionssygdom, der har den den højeste sygelighed og dødelighed. I Europa er legionella også den største årsag til dødelighed som følge af vandbårne infektioner."
I direktivet bliver de »prioriterede ejendomme« defineret som ejendomme, som ikke er husstande, men med mange brugere, der potentielt udsættes for vandrelaterede risici. Som eksempler nævnes hospitaler, plejeinstitutioner, plejehjem, børnepasningsfaciliteter og uddannelsesinstitutioner.
Danmark bagefter
I dag er lande som Norge, Tyskland og Frankrig milevidt foran Danmark, når det gælder nationale retningslinjer for legionella.
Sebastian Crespi understreger, at det nye direktiv vil sikre, at alle EU-borgere nu vil være sikret en bedre beskyttet mod legionella.
De nye tiltag i EU's drikkevandsdirektiv betyder at flere ministerier skal i arbejdstøjet, herunder Miljøministeriet, Sundhedsministeriet og Indenrigs- og Boligministeriet.