DMI: Varme-rekord kan blive slået
Tirsdag og onsdag bliver nogle rigtigt varme dage
Der er sandsynlighed for, at den hidtidige varmerekord i Danmark kan blive slået eller tangeret onsdag.
Det fortæller Lars Henriksen, vagthavende ved DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, til Newsbreak.dk.
Den danske varmerekord er 36.4 grader, målt i Holstebro 10. august 1975.
- Jeg vil ikke blive vildt, vildt overrasket, hvis den bliver slået. Det bliver meget, meget varmt onsdag, siger Lars Henriksen.
Tirsdag bliver dog en smule køligere med temperaturer mellem 20 og 25 grader.
- Men lokalt kan der bliver 30 grader, siger Henriksen, der fortsætter:
- Onsdag går det helt galt.
Med det mener han varmegrader mellem 28 og 33 - muligvis omkring 35 grader flere steder.
- Det er godt, at mange har ferie, siger Lars Henriksen.
Hvis temperaturen skal op og ringe omkring de 36,4 grader, så er sandsynligheden størst i Syd- og Sønderjylland - inde i landet.
- Og det bliver knastørt, siger den vagthavende meteorolog.
I løbet af natten til torsdag vil der - i en kraftig koldfront - trække byger ind over landet. Og de kan sagtens indeholde torden.
Torsdag og fredag bliver der omkring 20 grader.