DMI: Stor forskel i vejret

Om man får en kølig og småvåd eller varm og solrig tirsdag kommer helt an på, hvor i landet man befinder sig

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra en periode med sol og forholdsvis høje temperaturer, er der et skifte i vejret på vej til Danmark.

Det ser man allerede i vejrudsigten for tirsdag, oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Klaus Larsen, til Newsbreak.dk.

-Der kommer sol i det meste af landet, men i de sydlige af landet bevæger der sig en front indover, der giver temmelig mange skyer og også en smule smådryp. I resten af landet kan solen også blive sløret af højtliggende skyer, siger Klaus Larsen.

Temperaturen vil desuden variere en hel del efter, hvor i landet man befinder sig.

- I den nordvestlige del af landet bliver det omkring 20 grader, mens  det bliver 27-28 grader på Sjælland. Så der er et stort spænd, siger Klaus Larsen.

Regnbyger på vej

Onsdag er det for alvor slut med det solrige sommervejr, da en front med bevæger sig ind over landet.

- Der vil komme regn- og tordenbyger, og der kan falde helt op mod 20 millimeter regn, så det er en pæn mængde, siger Klaus Larsen.

Regnen vil primært komme i form af byger, og onsdagen vil således være præget af henholdsvis byger og opholdsvejr.

Temperaturen vil dog fortsat holde sig over de 20 grader.

Powered by Labrador CMS