DMI: Sol, hagl, regn og blæst

Sol, hagl, regn og blæst. Weekendens vejr byder på lidt af det hele og op til 19 graders varme, oplyser DMI

Offentliggjort Sidst opdateret

Weekendens vejr bliver en blandet affære.

- Det bliver tre meget forskellige dage. I dag starter overskyet med regn, men så klarer det lidt op med sol og måske enkelte byger.

- Lørdag bliver det med en hel del byger. Søndag klarer det op med solskin og klart vejr, siger Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Fællesnævneren bliver en temperatur på op til mellem 15 og 19 grader.

Fredagen bliver altså våd mange steder, men i løbet af dagen kommer opklaring fra sydvest. Det giver lidt eller nogen sol, især i Jylland. Der vil dog stadigvæk være spredte byger.

Hagl og torden

Natten til lørdag kan byde på hagl og torden, som også kan vise sig lørdag i løbet af dagen.

Temperaturerne fredag kommer til at ligge mellem 10 og 16 grader, mens vinden bliver svag til jævn fra syd og sydvest.

Lørdag er der byger de fleste steder. I Nord- og Nordvestjylland kan vinden blive stedvis hård.

Sol søndag

Søndag spår DMI tørt vejr med nogen eller en del sol.

- Det er klart den bedste dag til udendørs aktivitet, hvis man gerne vil have solskin, siger Klaus Larsen.

Søndag byder vejret på solskin. - Det er klart den bedste dag til udendørs aktivitet, hvis man gerne vil have solskin, siger Klaus Larsen, meteorolog ved DMI. (Arkivfoto).

Rammer nogen lunde ens

Meteorologen kan umiddelbart ikke udpege en landsdel, der går gennem weekenden heldigere end andre, når det kommer til vejret.

- Det er nogenlunde ens. I eftermiddag kan de østlige egne måske holde mere tørvejr end de vestlige.

Han forklarer, at det skiftende vejr skyldes fronter, der passerer.

- I dag er det en front, der passerer efterfulgt af nogle byger. Så begynder det at klare lidt op. Der bygger et lille højtryk op, som passerer syd om landet søndag, der giver tørvejr, siger Klaus Larsen.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk



Powered by Labrador CMS