DMI: Slud og tøsne har kurs mod Danmark

Ifølge meteorologerne ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, bliver tirsdagens vejr med spredte byger og nogen sol - men der er også slud og tøsne på vej

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du går og nyder den indtil videre utroligt varme vinter, så skal du sørge for at få det sidste med i fulde drag.

Tirsdag bliver nemlig igen en dag med forholdsvist høje temperaturer og efterhånden opklaring og sol over landet.

Det melder Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, i landsprognosen, der er udsendt tidligt tirsdag morgen.

Her skriver DMI blandt andet:

"Stedvis lidt sol til at starte med, ellers bliver det skyet med spredte byger, men en opklaring breder sig efterhånden ned over den nordlige del af Jylland. Temperaturer mellem 3 og 8 grader. Vinden drejer til nord og nordøst og bliver svag til frisk, ved kysterne op til hård vind eller i Nordjylland kuling."

Slud, tøsne og frostgrader

Prognosen for i aften og i nat er til gengæld en helt anden historie, hvor der meldes om frostgrader samt slud og tøsne:

"I aften og i nat længst mod nord tørt og ret klart, ellers skyet med byger, der lokalt kan være med slud eller tøsne. Temperaturer ned mellem 2 graders frost og 5 graders varme, varmest mod syd, og efterhånden let til frisk vind fra øst og nordøst, ved kysterne op til hård vind."

Det kan med andre ord være vintervejr man står op til onsdag morgen.

Powered by Labrador CMS