DMI: Sådan rammer foråret

Læs her DMI's oversigt uge for uge

Offentliggjort

De kommende uger byder på typisk forårsvejr, hvor mildt og ustadigt vejr kæmper mod køligere men mere tørt vejr. 

Det oplyser DMI i deres spritnye månedsprognose.

Lavtryk og fronter fra vest har det milde, grå og våde vejr med til os, mens østenvinden sender køligere og mere tørt vejr ind over landet med bedre plads til solen. 

Ifølge DMI byder de kommende uger på typisk forårsvejr.

Risikoen for nattefrost er ikke ovre endnu, så man bør nok vente med at plante forårsblomsterne ud i haven lidt endnu.

UGE 12

I starten af uge 12 ligger vi i en kold strømning fra øst og sydøst, men lavtryk presser på vestfra. 

Efterhånden tager lavtrykkene en bane fra Atlanten mod Danmark og trækker mildere luft op over landet. 

Vores vejr vil derfor være domineret af mange skyer, regn, byger og blæst i perioder, når de tilhørende fronter trænger ind over Danmark, og solen vil kun titte frem i korte glimt.

I slutningen af ugen bygger et højtryk op over det vestlige Rusland. Det betyder, at lavtrykkene efterhånden hovedsageligt tager en bane fra De Britiske Øer mod nordøst, men enkelte lavtryk kan nå landet – men i svækket form. 

Fronter kan stadig nå landet, men vil mest gøre sig bemærket i form af mange skyer og kun lidt regn.

Efter en kølig start på ugen med dagtemperaturer typisk mellem 2 og 7 graders varme samt nattemperaturer typisk mellem 2 graders frost og 4 graders varme, stiger dagtemperaturen efterhånden til mellem 5 og 12 graders varme, mens vi om natten vil få temperaturer fra omkring frysepunktet til 5 graders varme.

UGE 13

I uge 13 ligger der et højtryk over det vestlige Rusland, så lavtrykkene holder sig hovedsageligt over De Britiske Øer.

Fronterne svinger ind over landet med mange skyer, regn, byger og til tider blæst. 

Solen vil også titte frem i korte perioder, men det overordnede vejrbillede vil nok være mere præget af skyer end af sol.

Generelt vil dagtemperaturen ligge mellem 5 og 12 graders varme, mens nattetemperaturen typisk ligger fra omkring frysepunktet til 5 graders varme.

Samlet forventes temperaturen at ende lidt over normalen.

Nedbøren forventes at ende omkring eller lidt over normalen, hvilket svarer til 10-18 mm.

UGE 14

Prognoserne for denne uge viser, at højtrykket øst for Danmark forskydes mod nord, mens lavtrykkene tager en bane fra Atlanten ind over De Britiske Øer og videre mod øst.

Det betyder, at lavtrykkene tager en bane ind over eller syd om landet sammen med de tilhørende fronter. 

Uge 14 ser dermed også ud til at byde på en del skyer, regn, byger og milde temperaturer. Når højtryksrygge kortvarigt trænger ned over landet nordfra, får vi mere tørt og solrigt vejr, men køligere luft kan også nå frem til landet østfra.

Generelt vil dagtemperaturen ligge mellem 5 og 12 graders varme, enkelte dage med østenvind måske lidt køligere. 

Nattetemperaturen vil typisk ligge fra omkring frysepunktet til 5 graders varme, enkelte klare nætter lidt koldere.

Samlet forventes temperaturen at ende omkring eller lidt over normalen.Nedbøren forventes omkring normalen, hvilket svarer til 10-14 mm.

UGE 15

Som vanligt er prognoserne noget usikre, når vi kigger så langt frem i tid. Mange prognoser antyder, at vi ligesom i uge 14 har højere tryk end normalt nord for landet, mens lavtrykkene tager en bane ind over eller lige syd om landet.

Altså vil vejret byde på en skønsom blanding af mildt, gråt og vådt vejr vekslende med mere tørt, solrigere og køligere vejr med risiko for nattefrost.

Samlet set ser temperaturen ud til at ende omkring eller måske lidt under normalen, mens nedbørsmængden ligger omkring normalen for årstiden.

Powered by Labrador CMS