DMI: Sådan bliver weekendvejret
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut byder både fredag og lørdag eftermiddag på pænt vejr med sol. Overordnet set bliver weekendvejret stabilt
Der er ingen grund til at bekymre sig for regn i weekenden. Vejret ser nemlig ud til at holde tørt, og der er også udsigt til flere fine solstunder.
Sådan lyder det fra Klaus Larsen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Fredag skydes i gang med nattefrost i det centrale Jylland og med tåge - særligt i Jylland, på Fyn og på den nordlige del af Sjælland.
- Tågen er tykkest i det jyske, og årstiden, hvor solen ikke længere har så meget magt, betyder, at vi skal et stykke op ad formiddagen, før den er forsvundet, siger Klaus Larsen.
I løbet af fredagen melder solen sig dog, og særligt eftermiddagen ser ud til at blive "rigtig pæn" med svage vinde og masser af solskin. Temperaturerne vil i løbet af dagen komme op på 12-15 grader.
- Det bliver en udmærket fredag til at være udenfor, selv om man nok skal have en lille frakke på.
Lørdag
Lørdag begynder ligeledes ud med tåge og nogle skyer, og igen skal vi et stykke op ad formiddagen, før det klarer op. Efterfølgende venter dog endnu en fin dag til udendørsaktiviteter.
- Især eftermiddagen bliver igen pæn med nogen sol og en svag til jævn vind, lyder det fra meteorologen.
Temperaturerne vil lørdag ligeledes lande på 12-15 grader.
Og så har Klaus Larsen gode nyheder til blandt andet ejere af sarte planer - Fredagens nattefrost ser nemlig ikke ud til at gentage sig.
- Vi får natten mellem lørdag og søndag skruet lidt op for temperaturen. Det kan godt være, der er lidt rim et enkelt sted eller to, men det bliver ikke udbredt. Der er trods alt stadig også lidt varme i jorden, lyder det.
Søndag
På ugens sidste dag er der igen udsigt til 12-15 grader.
Vinden tager dog her en smule til, hvilket kan få det til at føles koldere. I løbet af eftermiddagen kan der også melde sig lidt skyer.
Tørvejret holder dog ved, hvilket skyldes et højtryk i Nordsøen, som i løbet af weekenden skal passere Danmark på vej til Baltikum.
- Det gør, at vejret er stabilt, siger Klaus Larsen.