DMI: Sådan bliver weekendvejret
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut byder weekenden på forholdsvist ens vejr, som bliver solrigt, tørt og lunt i hele landet
Weekenden byder på tre forholdsvist ens dage med tågede morgentimer og efterårsvejr i den lune afdeling.
Sådan lyder det fra Klaus Larsen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Fredag
Fredagen begynder således med skyer mod syd og i resten af landet dis og tåge.
- I løbet af formiddagen klarer det op de fleste steder og bliver solrigt vejr, siger Klaus Larsen.
Dog kan tågen i nogle kystområder blive hængende hele dagen.
- Tågen fortsætter ligesom de seneste dage, men bliver måske lidt mindre tæt. Skal man ud i morgentrafikken, så kan det være en god idé at stå op et par minutter før, lyder det.
Temperaturerne kommer op omkring eller lige over 20 grader og der er en svag til jævn østlig vind.
Lørdag
Natten starter med klart vejr og svage vinde, men i løbet af nattetimerne vil der flere steder dannes tåge og skyer.
Også lørdag begynder derfor med lokale tågebanker.
I løbet af dagen bliver det ellers tørt og solrigt. Igen lørdag kommer temperaturerne op omkring 21 grader.
Søndag
Natten til søndag bliver vejret mest klart. Dog over de øst- og nordlige dele af landet stedvis mere skyet eller stedvis risiko for tåge.
Søndag kommer til at ligne de to foregående dage. Tørt og først på dagen med lokale tågebanker og stedvis mere skyet.
Det klarer sidenhen op med nogen eller en del sol og temperaturer op til 21 grader. Tilmed en svag til jævn vind fra sydøst.
- Det er et højtryk, der ligger og hygger sig weekenden over, som giver de lune temperaturer, siger Klaus Larsen.
I løbet af weekenden bevæger højtrykket sig mod nordøst og lavtryk og fronter bevæger sig ind over Danmark på ny.