DMI: Sådan bliver vejret torsdag
Torsdag får en grå start - men bare rolig. Det bliver bedre
Torsdag begynder grå og diset mange steder i landet - men fat mod: Der er opklaring på vej.
Det fremgår af landsprognosen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI:
"Først på dagen diset og stedvis tåge, som kan være tæt, ellers lidt eller nogen sol og i eftermiddag mulighed for enkelte byger, mest på Sjælland. Temperaturer mellem 10 og 15 grader, ved kyster med pålandsvind lidt køligere. Svag til jævn vind mellem nordvest og nordøst, ved kysterne på Bornholm op til frisk vind."
I aften og i nat
Selvom aftenen slutter med klart vejr de fleste steder er der ifølge DMI mere tåge på vej:
"I aften fortsat endnu mulighed for enkelte byger østpå, ellers nogen eller en del sol, og i nat tørt og mest klart vejr, men stedvis mere skyet og risiko for tåge. Temperaturer mellem 2 og 7 grader, lokalt ned til frysepunktet. Svag til let vind fra skiftende retninger, på Bornholm dog svag til jævn fra nordøst."