DMI: Sådan bliver vejret den næste måned

Prognosen går frem til midten af september

Offentliggjort

DMI har udsendt en ny månedsprognose, der gælder fra 19. august og frem til 21. september.

Og der er lidt til både gården og gaden i den melding. 

For det tyder på, at det ustadige og vekslende sommervejr fortsætter ind i efteråret. Lune dage med sol afløses af perioder med skyer og regn eller byger, opfriskende vind og moderate temperaturer. 

Der er mulighed for en stråle solskin et sted i landet

LÆS HER OM SLAGETS GANG UGE FOR UGE:

Uge 34 (19/8 – 25/8)

Ustadigt vejr med perioder med skyer, regn eller byger med moderate temperaturer og en overordnet vestlig eller sydvestlig vind.

Ind imellem vil mindre højtryksrygge give perioder med tørvejr, nogen sol og varmere vejr.

Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 17 og 23 grader, enkelte dage lidt varmere, om natten ventes oftest temperaturer ned mellem 10 og 18 grader.

Uge 35 (26/8 – 1/9)

Ugen starter med perioder med skyer, regn og byger. Tendensen går mod mere lunt, tørt og solrigt vejr.

Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 17 og 24 grader, enkelte dage stedvis lidt varmere og om natten oftest temperaturer ned mellem 8 og 16 grader.

Uge 36 (2/9 – 9/9)

Prognosen er mere usikker. Der er tendens til opbygning af højtryk vest for de Britiske Øer. 

Hvis det sker får vi en periode med mere tørt og solrigt vejr.

I perioder kan fronter dog trænge ind over landet fra nordvestlige retninger med lidt regn. Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 16 og 24 grader, og om natten oftest temperaturer ned mellem 7 og 15 grader. 

Oversigt for perioden 10/9 til og med 22/9:

Prognosen er som vanligt usikker, når vi kigger så langt frem i tid. Modellerne viser dog, at der stadig er en tendens til, at vi henter vejret fra vest. 

Lavtryk og fronter ser ud til at trænge ind over Skandinavien ind imellem, mest fra vestlige retninger, og i kortere perioder afløst af højtryksrygge. 

Det betyder, at vi får perioder med skyer, regn og byger vekslende med lunt, tørt og solrigt vejr, når højtryksrygge passerer landet.

Temperaturen ser samlet ud til at ende omkring den normale for årstiden.

Powered by Labrador CMS