DMI: Sådan bliver onsdagsvejret
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, bliver onsdag blæsende - men smuk
Der er lagt op til en blæsende - men smuk - onsdag.
I hvert fald hvis man skal tro meteorologerne ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
Vagthavende meteorolog Mette Wagner oplyser på instituttets hjemmeside, at der kommer masser af sol fra morgenstunden.
"Vi har en blæsende dag i vente. Jævn til hård vind fra sydøst. I blæsevejret falder bladende af træerne og vil pryde veje, fortove og græsplæner med en rød, gul og brun farvepalet. Ellers byder vejret på masser af sol fra morgenstunden, dog vil skyer skygge for solen i løbet af dagen i Jylland", oplyser Mette Wagner.
Temperaturerne kommer i dagtimerne til at ligge mellem 10 grader og 13 grader.
Klar nat i vente
Natten til torsdag ventes at blive klar med stjernekig.
Temperaturerne vil falde til mellem 6 og 11 grader.