DMI: Sådan bliver efterårsferien

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut kan temperaturen nogle steder komme op på 15 grader mod slutningen af ugen. Nogle steder måske endnu varmere.

Vejret i efterårsferien ventes at blive en blandet fornøjelse. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Efterårsvejr i Danmark under efterårsferien

Efterårsferien byder på klassisk dansk efterårsvejr med en blanding af sol, byger og blæst. Temperaturer vil være moderate, hverken for lave eller høje.

Vejret starter køligt med temperaturer omkring 10-12 grader, men stiger gradvist over ugen. Vinden tiltager også, især fra onsdag, hvor den drejer sydøst.

Vejrforholdene påvirkes af et højtryk øst for Danmark og et lavtryk vest for landet, hvilket fører til mere blæst og muligt mere regn i vest.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den kommende uge, hvor mange i Danmark holder efterårsferie, vil byde på ret klassisk efterårsvejr i det meste af landet.

Der bliver således tale om en god blanding af sol, byger og blæst samt temperaturer, der hverken er bemærkelsesværdigt lave eller høje.

Ifølge Trine Pedersen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), vil det være koldest i begyndelsen af ugen.

Herefter bliver det lidt varmere, mens det også vil blive mere blæsende.

- Efterårsferien bliver en lille smule blandet her først på ugen. Mandag og tirsdag bliver til den kølige side. Temperaturerne er omkring 10 til 12 grader. Der kan især mandag være nogle byger rundtomkring, mens tirsdag ser ud til at holde tørt, lyder det fra Trine Pedersen.

- Onsdag drejer vinden og kommer fra sydøst og tiltager også. Og det her lidt blæsende vejr holder det meste af resten af efterårsferien, siger hun.

Højtryk giver blæst

Det er et højtryk øst for Danmark og et lavtryk vest for Danmark, der blandt andet er med til at give blæst i løbet af ugen.

Ifølge Trine Pedersen er det også lidt "en joker", om lavtrykket over De Britiske Øer presser sig østpå. Det kan i så fald betyde, at den vestlige del af Danmark i perioder vil have flere skyer og mere regn end den østlige del.

Temperaturerne stiger

Mens temperaturerne i begyndelsen af efterårsferien ligger på omkring 10 til 12 grader, så stiger de i løbet af ugen.

- Mens vinden tager til, så kommer der også lidt varme op over landet sydfra. Så temperaturerne kan komme op mellem 12 og 15 grader og i den sydligste del af landet måske helt op til 16-17 grader, siger Trine Pedersen.

Uge 42, som går i gang mandag, er traditionelt ugen for skolernes efterårsferie.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk

Powered by Labrador CMS