DMI: Sådan bliver denne uges vejr

Det bliver en uge med blæsevejr, som starter gråt og slutter vådt. Lokalt kan der komme lidt nattefrost

Offentliggjort Sidst opdateret

Ugens Vejrudsigt: Blæst og Mulighed for Nattefrost

Det er en god idé at finde regntøj frem, da ugen byder på frisk vind og byger.

Mandag starter gråt med tåge og temperaturer mellem 5 og 10 grader.

Tirsdag og onsdag kan der komme nattefrost, og der er mulighed for sne i bygerne.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det er én god idé at finde en windbreaker og regntøj frem i den kommende uge. 

Vinden bliver nemlig frisk, og der er sandsynlighed for byger.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Marie Timm mandag morgen til Ritzau.

- Jeg ville tage en windbreaker på med noget regntøj ud over, så det kan tage blæsten, men også regnen. Selv om det lokalt bliver ned til frysepunktet, så er det stadig mildere temperaturer, og der er endnu ikke brug for vinterjakken, siger hun.

Skyet med tågebanker

Mandag bliver skyet og med tågebanker først på dagen.

- Det bliver lidt af en gråvejrsmandag. Til gengæld kan vi glæde os over temperaturerne, der er mellem 5 og 10 grader i dagstimerne, siger Marie Timm.

I løbet af dagen kan der kommer stedvise byger, og temperaturen vil lokalt falde ned til 1 grad mandag aften og nat.

- Vinden bliver frisk og lokalt op til kuling. Styrken aftager i løbet af nattetimerne, hvor vinden trækker sig op over Danmark - og så begynder der at komme mere kølig luft.

Tirsdag og onsdag

- Tirsdag og onsdag kan der komme nattefrost de fleste steder. Hvis der kommer byger, kan der også være lidt sne i dem. Så det bliver mere rolige dage vindmæssigt, men også køligere dage, siger Marie Timm.

Torsdag og fredag

Torsdag og fredag kommer en ny front ind fra vest og medfører et vejrskifte.

- Starten af torsdag bliver klar, men så får vi blandingsnedbør, som kan blive alt fra regn til sne eller slud, siger hun.

Det fortsætter fredag, hvor fronten ligger lige over Danmark.

- Temperaturen er også lidt spændende. Når det bliver koldest, bliver det omkring frysepunktet, og derfor skal jeg ikke kunne udelukke, at der kan komme sne enkelte steder. Men den ligger lige på grænsen, så det er svært at sige, hvad det bliver til - sandsynligvis primært regn, siger hun.

Lad paraplyen blive hjemme

Ud over at huske regntøjet vil Marie Timm råde alle til at lade paraplyen blive hjemme.

- Det er der ingen grund til med den vind, vi har. Den går bare i stykker, siger hun.

Powered by Labrador CMS