DMI: Så meget er der faldet
DMI varslede kraftig regn - og det har holdt stik. Flere steder er der målinger på over 30 mm. Og det er ikke slut endnu
Det har været en våd aften og nat - og regnen fortsætter et stykke tid endnu.
Det fortæller vagthavende meteorolog Anja Bodholdt, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, tirsdag morgen til Nyheder.dk.
- Tallene skal lige verificerede af vores klimatologer. men de foreløbige målinger viser, at vi i Sønderjylland flere steder har været over 30 mm nedbør, siger Anja Bodholdt.
Lidt længere nordpå - omkring Silkeborg og Aarhus er der mål op mod 25 mm nedbør mens der i et bælte over Sydfyn til Lolland Falster også er faldet over 20 mm nedbør.
Og mens det ser ud til, at opklaringen er i gang over det vestjyske, så er der stadig mere regn i vente hen over Fyn, Sjælland og Bornholm.
Bliver koldere
I forbindelse med lavtrykket passerer hen over os går vinden i nord og nordøst.
Det giver køligere luft så temperaturen falder i eftermiddag - det gør den også i aften og i nat.
- Natten til onsdag kan temperaturen komme ned på mellem frysepunktet og fire graders varme. Hvis det klarer op ind over Jylland kan man opleve let nattefrost -med temperaturer ned til minus 1 eller minus 2 grader, siger Anja Bodholdt.
Mere nattefrost på vej
Det kolde vejr varer ved de kommende dage.
- Natten til torsdag og natten til fredag får vi nattefrost ned til minus 4 eller 5 grader. Det bliver nok et sted i Jylland. Så det bliver nogle kolde dage, siger Anja Bodholdt.