DMI: Rammer hele landet
Der er udsigt til pænt og sommerligt vejr i weekenden, hvor hele Danmark kan forvente en del sol
Man kan godt sætte næsen op efter en solrig weekend. Solen kommer til at skinne mere og mere i takt med, at weekenden skrider frem. Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Solen vil titte frem i det meste af landet fredag, men det er formentlig Nordjylland, som får mest sol, fortæller vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Mette Zhang, til Newsbreak.dk og fortsætter:
- Enkelte lette byger kan komme forbi mod syd og vest.
Temperaturen kommer til at ligge på 16-20 graders varme, og vinden bliver svag til frisk fra vest og nordvest.
Udsigt til lunere vejr
Når vi så ser frem mod weekenden, kan vi glæde os over, at vejret kommer til at føles lunere og mere sommerligt. For selv om der ikke sker de store ændringer i temperaturerne, så løjer vinden af.
- Vejret holder tørt og klart, og vi får nogen eller en del sol. Og så aftager vinden lørdag. Det er ofte blæst, der gør, at vejret kan føles køligere, lyder det fra Mette Zhang.
Søndag er der endnu større chancer for, at vi kommer til at opleve en del sol, forudsiger vagtchefen.