DMI opgraderer: Så meget kommer der
En ny opdatering betyder, at DMI nu forventer store vandmængder flere steder
Tirsdagens vejr kan blive vådere og vildere end først antaget.
DMI har tirsdag formiddag udsendt et opdateret varsel omkring dagens vejr.
Tidligere var der i hele landet risiko for skybrud - nu forventer vejrstationen skybrud i Jylland, den østligste del af Fyn og den nordligste del af Sjælland i løbet af dagen.
Gælder dagen igennem
Det varslede interval afhænger en smule af, hvor du befinder dig i landet.
Fra Vejle og længere sydpå i Jylland gælder varslet om skybrud fra klokken 10 til klokken 18.
Nord for det - og inklusive Nordsjælland - gælder varslet fra klokken 12 til klokken 20.
Mange millimeter
De nævnte områder har fået den gule farve og betegnelsen 'voldsomt vejr'.
Her forventer DMI, at der på seks timer vil falde mellem 25 og 35 millimeter regn.
Der er også risiko for skybrud, der kan give mere end 15 millimeter regn på en halv time.
Resten af landet - undtagen Bornholm - har stadig risiko for at opleve skybrud dagen igennem.