DMI: Op til 28 grader - men der kan komme tordenbyger
Lørdag - og søndag - tegner til at blive flotte og varme dage for de fleste
Op til 28 grader for de heldigste.
Resten af Danmark må nøjes med mellem 20 og 25 grader.
Det er temperaturprognosen for vejr lørdag i Danmark ifølge vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Erik Hansen.
Og det er allerede begyndt rigtig flot, lørdagsvejret.
- Det ser ud som om vi får en pæn start på dagen med nogen eller en del sol. Temperaturen her fra morgenstunden ligger på mellem 15 og 17 grader. Temperaturerne stiger, så vi i den østligste del af Danmark får op til 28 grader, siger Erik Hansen.
Tordenbyger
Men varmen kommer ikke uden problemer.
Den varme og fugtige luft får nemlig tordenbyger til at samle sig.
Og de kan godt blive ret kraftige.
- De kan komme ind over landet i eftermiddag. Nok mest i den sydlige del af Jylland og over den østlige del af Sjælland, siger Erik Hansen.
Søndag
I morgen, søndag, bliver en gentagelse af lørdagens vejr.
- Det bliver måske lige knap så varmt, så vi kun når mellem 20 og 25 grader. Men ellers får vi igen en flot dag, hvor regn og torden kan komme ind over dele af landet fra eftermiddagen af, siger Erik Hansen.