DMI: Nye prognoser kaster sne over Danmark
Prognoserne, der viser koldere vejr og vinternedbør fra på torsdag er dog endnu usikre
For dem, der går og håber på en hvid jul, er der gode nyheder fra den vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Martin Lindberg.
En ny prognose - der godt nok endnu er noget usikker - giver store chancer for at vintervejret vender tilbage. Men først fra på torsdag i næste uge.
Det kan du læse mere om længere nede i artiklen.
I første omgang skal vi lige igennem søndagens vejr - og starten af den kommende uge.
Mere varme
Og søndagens vejr byder på mere af det, som vi fik lørdag; Nemlig varme, skyer og blæst.
- Temperaturerne vil ligge mellem 6 og 10 grader. Der bliver ret skyet. I eftermiddag kommer der regn i Nordjylland. Regnvejret trækker ned over resten af Danmark i løbet af søndag aften og natten til mandag, siger Martin Lindberg.
Fronter skal passere
Mandag bliver en skyet dag med regn.
- Men natten til tirsdag passerer en koldfront og det klarer op i de nordlige egne. Det betyder nok en del sol til Nordjylland tirsdag mens der sydpå bliver mere skyet, siger Martin Lindberg.
Fronten betyder samtidig lidt lavere temperaturer, der dog stadig er på plussiden.
- De kommende dage bliver det nok mellem 3 og 6 grader det meste af døgnet, lyder det fra den vagthavende meteorolog.
Usikkerhed fra tordag
Mens prognoserne er ret sikre frem til og med onsdag, så bliver det hele noget mere usikkert fra torsdag.
- Lige nu ser det ret spændende ud, hvad der kommer til at ske fra torsdag og i de følgende dage. Det ser ud som om vi skal have besøg af et kraftigt lavtryk, der i første omgang giver regn og blæst. Fronten kan give os op til hård kuling med vindstød af stormstyrke, siger Martin Lindberg.
Byger med sne
Men på bagsiden af fronten kommer der endnu koldere luft ned over Danmark.
- Hvis prognoserne holder stik så får vi mere vinterligt vejr igen. Temperaturerne ryger ned omkring og under frysepunktet og der kommer vinterlige byger, siger Martin Lindberg, der dog endnu engang understreger, at vintervejrs-prognosen endnu er ret usikker.