DMI: Nu kommer det store vejrskifte

Onsdag markerer overgangen til langt mildere vintervejr, oplyser DMI

Offentliggjort Sidst opdateret

Selvom frosten er på tilbagetog, kan der stadig være glatte veje onsdag. I videoen ovenfor er der gode tips til sikker vinterkørsel

En varmfront har kurs mod Danmark, og det giver mulighed for helt andre og mildere vejrforhold, end hvad tilfældet har været de seneste dage.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved DMI, Henning Gisselø, til Newsbreak.dk onsdag morgen.

- I nat kommer det store skifte, og torsdag kan temperaturen komme helt op på 10 grader ved Vadehavet i Sydvestjylland, siger Henning Gisselø.

Resten af landet vil temperaturen stige til mellem 6-10 grader, og dermed er der ikke længere grund til at frygte isglatte fortove, veje og cykelstier fra torsdag.

- Det er nok slut med det for denne omgang, men frosten skal jo nok vende tilbage igen på et tidspunkt, siger Henning Gisselø.

Grå onsdag

Først skal en mild onsdag dog overstås.

Dagen vil være præget af særligt én farve, oplyser Henning Gisselø.

- Det bliver gråt, diset og tåget med småregn hist og her. Det vil jo nok være lidt lysere om morgenen og lidt mørkere om aftenen, men den altdominerende farve vil være grå, siger meteorologen.

Fra torsdag burde det være slut med isglatte veje for denne omgang.
Fra torsdag burde det være slut med isglatte veje for denne omgang.

Temperaturen kommer til at ligge på omkring to graders varme onsdag.

Selvom frosten er på tilbagetog, kan der stadig være glatte veje onsdag. I videoen ovenfor er der gode tips til sikker vinterkørsel

Værd at vide om isslag

For at isslag kan dannes, stilles der store krav til atmosfærens sammensætning.

Der skal være koldt ved jordoverfladen, og varm luft skal komme ind i de højere luftlag -ind over det kolde bundlag. 

Med denne lagdeling af luften kan regndråber fra det varme lag falde ned gennem et koldt lag sidst i faldet mod overfladen, hvor regndråberne igen bliver kølet ned.

I særlige tilfælde bliver regndråberne kølet af til underafkølede dråber på deres rejse ned gennem det kolde bundlag. I en underafkølet dråbe er vandets temperatur under nul grader, men er trods det ikke frosset til is.

Når disse dråber rammer jorden eller en anden overflade, fryser de omgående til is og danner et lag helt klart is på overfladen. 

Da dråberne falder på hele overfladen, bliver der lynhurtigt dannet et helt sammenhængende lag af klar is på hele overfladen, og så bliver det meget glat at færdes på.

Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)
Powered by Labrador CMS