DMI med trist melding
Du må kigge langt efter sommervejret
Nu har vi fået regn nok!
Både til græsplænen og bondemanden.
Men spørger man DMI, om der er sommer og sol på vej, får man en nedslående melding.
- Det bliver en regnfuld og blæsende dag med vind helt op til kulingstyrke, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Mette Wagner til Newsbreak.dk.
Torden og hagl
Og det er hele landet, der bliver ramt.
- Præcis hvor hårdt det rammer rundt om i landet er svært at sige. Det blæser så meget, at der er tale om hurtige byger som kommer og går.
I Nordvestjylland risikerer de, at bygerne har både torden og hagl med.
Varer ved
Selv om bygerne aftager en smule natten til onsdag, skal man ikke få forhåbningerne op.
- Nej, vi får en gedigen regnvejrsdag onsdag, siger Mette Wagner.
- Nogle steder risikerer de op til 25 millimeter regn på seks timer, men det er ikke til at sige hvor og heller ikke, om der rent faktisk falder 25 millimeter - det er forbundet med usikkerhed, siger Mette Wagner.