DMI med trist melding om weekenden

I weekenden kan Jylland få op til 11 grader, mens vejret bliver mere gråt og regnfyldt end tidligere på ugen

Offentliggjort Sidst opdateret

Vejrskifte i weekenden med stigende temperaturer

Weekenden bringer et vejrskifte med temperaturer op til 11 grader flere steder.

Fredag starter med dis, tåge og lidt regn i øst, mens det bliver varmere vestfra.

Lørdag fortsætter det grå vejr med regn i Jylland, men lidt sol i øst.

Søndag bliver pænere med tørvejr og sol i vest, men foråret er endnu ikke på vej.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den kommende weekend byder på et vejrskifte og en stigning i temperaturen - helt op til 11 grader flere steder.

Det siger Klaus Larsen, der er vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Det bliver en lidt mere grå udgave af vejret, end vi har været vant til de seneste dage. Varm og fugtig luft er ved at afløse de seneste dages flotte, blå himmel, siger han.

Dis og tåge

Fredag starter med en smule regn i øst.

- Dagen byder på dis og tåge, og så bliver det varmere vestfra i løbet af dagen. i Jylland bliver temperaturen mellem 7 og 10 grader, siger Klaus Larsen.

Det bliver koldere østpå med mellem 4 og 8 grader. Vinden bliver svag til jævn fra sydlig retning.

I løbet af natten kommer der flere skyer, og der kan komme en smule regn i den nordlige del af landet.

Især Jylland

- Det fortsætter lørdag med det grå vejr. Især Jylland får noget regn ud på eftermiddagen. Der kan dog komme en smule sol i den østlige del.

- Det bliver fortsat varmt med op til 11 grader i Jylland og efterhånden også på Sjælland med mellem 5 og 10 grader, vurderer Klaus Larsen.

Vinden er svag til jævn, og det fortsætter også søndag, hvor der næsten ingen vind er, siger Klaus Larsen.

Pænest søndag

- Søndag ser ud til at blive den pæneste dag med tørvejr og nok nogen sol især i den vestlige del af landet. Det bliver igen op til 10 eller 11 grader i Jylland, og vejret er mildt. Bornholm må nøjes med omkring 4 eller 5 grader.

Den kommende weekend byder på gråt, vådt og mildt vejr. (Arkivfoto).

Alligevel er meteorologen dog forsigtig med at erklære, at foråret er på vej.

- Det er en lidt lunere luft, som banker på ude fra Atlanterhavet. Hvis man ser længere frem, bliver det koldere igen. På denne tid af året er det normalt, at man begynder at få perioder med varme og derefter kulde.

Lunere vinde

Det handler om vindretningen. Sydvestlige vinde er nemlig mere lune end vindene fra nord og øst, forklarer Klaus Larsen.

- Atlanterhavet er betydeligt varmere, end der er over Rusland og den nordlige den af Skandinavien. Når vinden kommer fra Atlanterhavet, er den allerede varmet op. Det er den ikke, hvis den trækker kulde med nordfra.

Det er også tilfældet om sommeren. Men her har solen større chance for at varme luften op

- Om vinteren har solen nærmest ingen magt jo, siger Klaus Larsen.

Der er udsigt til gråvejr i løbet af weekenden, men til gengæld bliver det mindre køligt.
Powered by Labrador CMS