DMI med sjaskvåd melding
Skyerne bevæger sig hurtigt, så regnen kan pludselig komme
For mange byder mandagen på skole- eller arbejdsstart efter sommerferien.
Her kommer de fleste til at kunne kigge ud af vinduet og kigge på regnvejr.
Tidspunktet for regnvejret afhænger dog i høj grad af, hvor du befinder dig.
Sol i øst - byger i vest
Fra morgenstunden af er landet delt i to.
- Det starter med nogen sol i det østlige Sjælland og på Bornholm, mens der ligger skyer og regnbyger i Vest- og Sønderjylland, siger Martin Lindberg, der er vagthavende hos DMI.
Bygerne kan have torden og hagl med sig, men det bliver ikke til skybrud noget sted.
Hurtige byger
Det gør det ikke, fordi bygerne bevæger sig hurtigt ind over landet.
Derfor får den østlige del også bygerne at se ud på eftermiddagen.
På det tidspunkt holder det til gengæld tørt i det vestlige Danmark.
Martin Lindberg fortæller, at solen kan titte frem, når der opstår hul i skyerne, men at man ikke skal forvente at se meget til den.
I aften- og nattetimerne kommer der kun enkelte byger.
Temperaturene bliver mellem 17 og 21 grader - varmest mod øst.