DMI med ny melding om jule-vejret
Jo tættere vi kommer på, desto mere sikker er prognosen
Får vi hvid jul i år? Bliver det koldt, varmt, blæsende eller vindstille?
Masser af spørgsmål trænger sig på nu hvor vi nærmer os julen.
DMI har netop udsendt deres prognose for juleugen og den første uge i det nye år.
Her er DMI's prognose for den 13. december - 29. december:
Juleugen vil byde på mildt og i perioder ret blæsende vejr, en del dage tørt.
Mandag giver et lavtryk øst for Danmark lidt opfriskende nordlig vind og byger, men også lidt sol.
Klart vejr
Natten til juleaftensdag kan en mindre højtryksryg en overgang give klart vejr med nattefrost flere steder, men i løbet af juleaften ser en svag front ud til at passere landet fra vest med skyer.
En overgang med regn og lidt opfriskende vestenvind samt mildt vejr.
I de følgende dage ventes et højtryk at forskydes ind over Vest- og Centraleuropa, mens lavtryk bevæger sig mod nordøst op over Norskehavet og Nordkalotten.
Så får vi tørt og mest skyet vejr med en frisk vestlig vind. Men i perioder vil solen kigge frem og vinden efterhånden aftage, da højtrykket passerer lige syd om Danmark.
I slutningen af ugen ser højtrykket ud til at forskydes længere sydpå, mens et lavtryk trækker ind over Skandinavien fra vest, og en passerende front kan give os regn, efterfulgt af byger og blæst fra vest.
Lidt frostvejr
Dagtemperaturen ventes typisk op mellem 4 og 10 graders varme, og om natten oftest ned mellem 2 og 7 graders varme.
En enkelt nat først på ugen falder temperaturen ned mellem 3 graders frost og 2 graders varme.
Temperaturen ser samlet ud til at ende noget eller en del over det normale for årstiden.
Nedbørsmængderne ser ud at ende lidt eller noget under det normale for årstiden, svarende til ca. 8-18 mm.
Her er prognosen for den 30.december - 5. januar 2025:
Flere prognoser indikerer, at et højtryk en overgang vil blive bygget op mellem Vesteuropa og Island, hvilket i så fald vil betyde en nordvestlig strømning af koldere luft ned over Danmark.
Måske stormstyrke
Med højtryk ude over Atlanten kan lavtryk passere Skandinavien fra nordvest, og et enkelt kraftigt lavtryk kan måske passere lige nord for Danmark, hvilket i så fald vil give regn en overgang og blæst, måske med vindstød af stormstyrke.
Der vil dog imellem lavtrykspassager komme dage med tørt vejr, aftagende vind og nogen sol, og i læ af de Norske fjelde vil de største solchancer være i den nordlige og østlige del af landet.
Selvom vi får luften hovedsagelig fra det ret kolde nordvestlige hjørne, vil det ikke blive særdeles koldt, for luften vil blæse hen over et relativt varmt hav, inden den går i land.
Stedvist koldere
Dagtemperaturen ventes typisk op mellem 2 og 7 graders varme, og om natten oftest ned mellem 2 graders frost og 5 graders varme. Enkelte nætter med svag vind og klart vejr dog stedvist koldere.
Temperaturen ser samlet ud til at ende lidt over det normale for årstiden.
Ikke et ord om...
Nedbørsmængderne er noget usikre, men ser ud til at ende omkring det normale for årstiden, svarende til ca. 12-22 mm.
Dette var altså ordene fra langtidsmeteorolog Martin Lindberg. Og som den skarpsindige læser formentligt har bemærket, så står der ikke et ord om hvid jul i prognoserne.