DMI: Måske hvid jul
Sådan bliver vejret frem mod jul
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har netop udsendt en helt dugfrisk månedsprognose.
Og vi spoler hurtigt frem til jul for at se, hvad vi kan forvente os af vejret.
Bliver det et snedækket landskab ligesom i videoen til Wham-klassikeren "Last Christmas", eller er vi ude i noget kedeligt, gråt og mudret .
Og langtidsmeteorolog, Steen Hermansen, vil ikke på forhånd skuffe de mange, der håber på en hvid jul i Danmark.
Chancen er der
Selv om vejrprognoser så langt ud i fremtiden er behæftet med en del usikkerhed , skriver Steen Hermansen specifikt om perioden fra den 16. december til 31. december.
- Med de usikkerheder der foreligger på denne tidshorisont, tegner det til at gråt, til tider vådt og mildt vejr, som kun sjældent efterlader meget plads til solen.
- For ikke at slukke håbet om en hvid jul helt, skal det dog stadig siges, at højtryk over Grønland godt kan sende koldere luft ned over Danmark fra nordvest og nord, med mulighed for vinterligt nedbør og temperaturer omkring frysepunktet. Timingen skal bare være den helt rette, skriver Steen Hermansen.
Dermed lyder det godt nok, som om der er større chance for at vinde førstepræmien alene i Eurojackpot i aften end der er for hvid jul, men vi krydser fingre for, at højtrykket over Grønland opfører sig som det skal, så Danmark dækkes af et smukt lag puddersne den 24. december.