DMI lagt ned af ansøgninger til job med symbolsk løn

Alle vil gerne hjælpe DMI

Offentliggjort

Kan man ikke snakke om andet, kan man altid snakke om vejret.

Og tilsyneladende er rigtig mange danskere vilde med vejret og sne i særdeleshed.

Det må være konklusionen hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

De har søgt efter ni personer, der forskellige steder i landet kan måle, hvor meget sne der er faldet og indrapportere det til DMI.

Lagt ned

Og DMI blev nærmest lagt ned af ansøgninger fra folk, der gerne vil arbejde med snemåling.

De har fået så mange ansøgninger, at de ikke behøver flere.

Mere end 500 har i løbet af kort tid søgt jobbet, og DMI har derfor lukket for ansøgningen, og takker for den store interesse.

Lønnen er ikke noget, du bliver fed af, men der er heller ikke meget arbejde i det.

I snit skal du ud ti gange om året og måle sne.

For det får du, hvad DMI kalder et symbolsk beløb på 2.900 kroner om året.

Samtidig får du udleveret en officiel målestok, så dine sne-observationer, bliver foretaget på den helt rigtige statsautoriserede måde.   

 

 

Powered by Labrador CMS