DMI: Kør i god tid!
Sneglatte veje mandag morgen
Efter en weekend med sne fra fredag og med udsigt til yderligere snefald i de kommende dage kommer der nu en klar opfordring fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til morgen-bilisterne mandag.
- Kør i god tid!
For et lavtryk med sne bevæger sig natten til mandag ind over Danmark til gene for morgentrafikken, vurderer DMI.
Det kan mandag morgen give pletvise rim- og sneglatte veje.
Sneen bliver liggende
- Natten til mandag bevæger lavtrykket sig mod nord op mod Kattegat, og giver sne og snebyger til en stor del af landet, skriver DMI.
- Mandag ligger lavtrykket stadig i vores nærområde og ser fortsat ud at give snebyger til landet, og med temperaturer mellem frysepunktet og fire graders varme, bliver en del af sneen fortsat liggende.
- Dermed skal man være særlig opmærksom, inden man begiver sig ud i trafikken i nat og i morgen tidlig, da der er risiko for pletvis rim- og sneglatteveje.
Sneen har lejlighedsvis givet bøvl for trafikken - blandt andet i Syd- og Sønderjylland.
Underlag, sigtbarhed eller uopmærksomhed. Årsagerne kan være mange og vi har nu haft 4 færdselsuheld på få timer. Særligt på Sønderborgvej vest for Felsted, hvor oprydningen pt. skaber trafikale udfordringer. Find alternative veje og pas på i trafikken. /Vagtchefen #politidk
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) November 20, 2022