DMI: Hold på hat og briller
Sol og let skyet mandag
Sommervejret fortsætter mandag.
Den type vejr, vi har haft i weekenden, varer ved, og det er stadig muligt at lufte shorts og nederdele.
- Mandagen bliver med en dag med nogen til en del sol og temperaturer fra 17-23 grader - varmest i det sydvestlige Jylland, siger vagthavende på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Anna Christiansson, til Newsbreak.dk.
Der ligger en front sydvest for Danmark som ligger stille, men som alligevel spiller lidt ind på vejret.
- Nogle gange vil den skygge for solen, så man vil opleve en dag, hvor solen nogle gange trænger fint igennem og andre perioder med lidt skyet vejr, siger Anna Christiansson til Newsbreak.dk.
Mest dramatisk - hvis man kan tale om det - bliver det på vindfronten.
Hele landet får let til frisk vind fra øst, men ved kysterne kan der stedvis komme hårde vindstød, så hvis du benytter dagen til en tur på stranden, så hold på håndklæde og badedyr, så det ikke blæser herreløst ud på havet og giver anledning til redningsaktioner, fordi det frygtes, at personer er kommet i problemer i vandet.
Først onsdag kommer der omslag i vejret, når fronten sydvest for Danmark bevæger sig ind over landet.