DMI: -Hold på hat og briller
Blæsende dag i vente
Skal du ud at gå i dag eller på anden måde bruge naturen, så læg dine gøremål, før vi rammer eftermiddagen.
For her kan du risikere at blive godt rusket igennem, varsler vagthavende meteorolog hos DMI, Henning Gisselø.
- Vi får op til vindstød af hård kulingstyrke på den jyske vestkyst på en dag, hvor blæsten tager til fra morgenstunden og kulminerer med de største vindhastigheder sidst på eftermiddagen, siger Henning Gisselø til Nyheder.dk.
Det blæsende vejr varer ved til ud på natten til torsdag.
Starter pænt
Dagen begynder ellers pænt med tørt vejr nogen sol de fleste steder.
- Bornholmerne skal kigge længst efter solen, siger Henning Gisselø.
Temperaturen vil komme op omkring 5 grader i løbet af dagen og ligge i lejet 2-5 grader natten til torsdag.
I uge syv og otte vender vinteren tilbage, så det er med at nyde det, mens tid er.