DMI: Her kan du ikke se en dyt
Dårlig sigtbarhed på grund af rimtåge
Lige nu og helt frem til klokken 23 i aften lægger en tæt rimtåge sig over store dele af Sjælland.
Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i et netop udsendt varsel.
Der ventes tæt rimtåge, hvor sigtbarheden kommer ned under 100 meter.
Rimtågen rammer lige ned i myldretiden.
Kør forsigtigt
Tæt rimtåge øger risikoen for trafikulykker.
Derfor lyder opfordringen fra DMI, at du bør køre forsigtigt, og du skal regne med, at det tager længere tid at komme frem.
Varslet gælder for Nordvestsjælland, Midtsjælland, Sydvestsjælland, Lejre, Frederikssund og Næstved.
Rimtågen kommer på bagkant af en weekend, hvor store dele af Danmark fik smagt lidt på vinteren med snefald flere steder.
I nat bliver det pivkoldt over det meste af landet med temperaturer ned til omkring minus 6 grader.