DMI: Her kan der falde op til 50 millimeter regn
Voldsomt vejr passerer Danmark
DMI varslede torsdag, at der er risiko for skybrud flere steder fredag og natten til lørdag.
Den melding bliver nu opgraderet fredag morgen.
- Det er ikke længere et risiko-varsel. Nu er vi sikre på, at der falder meget regn fredag aften og helt hen til lørdag ved middagstid, hvor de sidste byger slipper Skagen, siger vagthavende meteorolog Anesten Devasakayam til Nyheder.dk.
Op til 50 mm
Og det er voldsomme regnmængder, der er på vej sydfra.
- Der vil nogle steder falde helt op til 50 millimeter regn på seks timer, og andre steder vil der være lokale skybrud, siger Anesten Devasakayam.
Det opgraderede varsel, hvor det er sikkert, at der kommer lokale skybrud og op til 50 mm, gælder hele det sydlige Jylland, Fyn, Lolland-Falster og det meste af Sjælland.
For resten af Jylland er der fortsat risiko for lokale skybrud.
Inden regnen kommer lægger vi ud med tørt vejr over det meste af landet fredag med nogen eller lidt sol.
- Men hen over formiddagen bliver det mere og mere skyet, og så er det bare at vente på regnen, siger Anesten Devasakayam.