DMI: -Her bliver det varmest
Efter en vild mandag med masser lyn, torden og skybrud over Danmark venter en mere rolig tirsdag
Selvom vejret nu er helt anderledes, end det var før de mange skybrud og tordenbyger mandag, så er der stadig masser af sol på vej til Danmark.
Det fortæller vagtchef Anja Bodholdt, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, tirsdag morgen til Newsbreak.dk.
- Det bliver noget mere fredeligt vejr i dag end i går. Men også en mere blæsende og køligere dag, end vi har været vandt til de sidste mange uger, lyder det fra vagtchefen, der fortsætter:
- Vi får en jævn til hård vind fra vest og nordvest. Temperaturerne kommer til at ligge på 16-21 grader - varmest på Sjælland og Lolland-Falster og generelt længst væk fra de vestvendte kyster.
Mange skyer
I Nordjylland, på Sjælland og Bornholm kan dagen godt blive præget af mange skyer.
- I resten af landet er der god plads til solen. Der kan dog komme en enkelt byge eller to, siger Anja Bodholdt.
Vejret bliver mere stabilt
Fra i morgen ser det ud som om vejret igen stabiliserer sig.
- Der ligger en Højtryksryg over Nordsøen, der bevæger sig ind over Danmark. Det giver færre byger og vinden bliver aftagende. Samtidig bliver der mere plads til solen, lyder det fra vagtchefen.