DMI: Her bliver det varmest

Tirsdag kan godt begynde med en del regn og et ordentlig tordenskrald - men i løbet af ugen bliver det bare varmere og varmere

Offentliggjort

Der er regn på vej fra syd - og det kan komme med et ordentlig tordenskrald.

Sådan siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Trine Pedersen om vejret tirsdag morgen.

- Regnen, der er på vej fra syd, breder sig i løbet af dagen til hele landet. I de sydlige egne kan der dog komme opklaring senere på dagen - og måske også en smule sol, siger Trine Pedersen.

Temperaturerne tirsdag vil ligge mellem 17 og 21 grader.

- Det ser lige nu ud til, at det bliver varmest på Lolland, siger Trine Pedersen.

Varmere og varmere

Kigger vi på de kommende dage, så bliver det tilsyneladende bare varmere og varmere til og med lørdag.

Herefter går den varme luft ud af (vejr)ballonen.

- Frem til og med torsdag og fredag stiger temperaturerne, så vi ender på omkring 24 grader. Vi kan godt få lidt spredte byger, men det ser ud til at det bliver mere og mere tørt. Lørdag ser ud til at blive bygefri og her stiger temperaturen lige et hak mere, så vi nok kommer op på 25 grader, lyder det fra Trine Pedersen.

Men så er det også slut med sommeren for denne gang.

Allerede søndag mister varmen sit tag i landet og vejret bliver igen noget mere ustadigt.

Powered by Labrador CMS