DMI: -Det fortsætter
Stimen uden nedbør slutter ikke i weekenden
Fredag - og weekenden - bliver uden nedbør.
Det siger Mette Zhang, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.
- Fredag bliver både tør og tågefri. Til gengæld med lidt mere vind, siger Mette Zhang.
Det bliver en solrig dag med let til frisk vind fra sydøst - ved kysterne op til en hård en af slagsen.
Den vind tager tågen med sig.
- Så det bliver ikke så koldt, siger Mette Zhang.
Kølig luft
Når vinden står stille, afkøles luften. Når der er vind blandes den afkølede luft med varm luft - og temperaturerne stiger.
Temperaturerne kommer til at ligge mellem 3 og 8 grader, varmest i Midt-, Vest- og Sønderjylland.
Chillfaktoren får dog en indflydelse, så det kommer til at virke noget koldere.
Lidt varmere weekend
Nætterne kommer til at holde sig lige omkring frysepunktet.
Weekenden kommer til at byde på en smule flere skyer.
- Jo længere østpå, des mere sol, sige vagtchefen, der dog tilføjer, at solen måske kommer til at strejfe Vestjylland.
I weekenden får temperaturerne et lille nøk opad og ender på 5-9 grader.
Der er nu gået cirka 14 dage uden nedbør.
Ifølge Zhang fortsætter den stime i weekenden.