DMI: Det er ikke slut endnu

Kun ét sted undgår med sikkerhed skybrud tirsdag

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er godt gang i himlens sluser i disse dage, og tirsdag bliver ingen undtagelse.

Jylland, Fyn og Sjælland - altså langt størstedelen af Danmark - er i farezonen for at opleve skybrud dagen igennem.

Det fortæller vagthavende ved DMI Bolette Brødsgaard til Newsbreak.dk.

- Det er mere spredt ud over landet, end det var mandag, siger hun.

Regn og torden

Det betyder, at vejrstationens varsel gælder hele landet undtagen Bornholm.

I tidsrummet fra klokken 12 til klokken 22 kan man således opleve regnbyger med 15 til 25 millimeter regn inden for en halv time.

Der kan også være tordenvejr indblandet.

Fra syd mod nord

Bolette Brødsgaard siger, at regnen først vil begynde omkring klokken 14, men at tordenen kan starte allerede klokken 12.

Det voldsomme vejr stopper først på Fyn og Sønderjylland. 

Herefter vil opklaringen bevæge sig opad.

Graderne ligger på mellem 23 og 25 grader.

København-området kan få 27 grader.

Powered by Labrador CMS