DMI: Atmosfæren er en "tikkende bombe"
Fortsat risiko for voldsomt vejr
Da DMI tidligere i dag meldte ud om uvejret, der har ramt dele af Danmark torsdag, lød vurderingen, at det ville klinge af omkring klokken 22.
Men torsdag aften har DMI udsendt et nyt varsel med voldsomme formuleringer.
Den kraftige bygeaktivitet i Syd- og Vestjylland er godt nok aftaget markant, og varslet for skybrud i de regioner er afblæst, men nu kommer turen til de nordlige og østlige dele af landet.
"Tikkende bombe"
- Atmosfæren længere mod nord og øst er fortsat en "tikkende bombe" og derfor bibeholder vi fortsat varslet (herunder DMI-risiko) for skybrud og torden i denne del af landet, skriver DMI i den helt nye vejrmelding.
- Fredag er der risiko for, at kraftige regn- og tordenbyger kan vokse op over især Sjælland, og der holdes løbende øje med udviklingen!, beroliger DMI.
- Det er kampen mellem ”kulde” og varme henover Danmark, der er skyld i aftens voldsomme vejr og det bliver ”kulden” som i sidste ende kan hæve vejr-pokalen og kalde sig dagens vinder, skriver vagthavende meteorolog, Lars Henriksen.
31.000 lyn
Flere steder landet over har oplevet skybrud.
Og i Holsted i Sønderjylland blev der registreret dobbelt skybrud.
Kort før klokken 19 var der registreret 31.000 lyn over dansk område torsdag.