DMI aflyser hvid jul

Vi får ikke en landsdækkende hvid jul, lyder den nyeste melding fra DMI

Her er det Esbjerg, hvor sneen torsdag formiddag dalede ned.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der falder torsdag eftermiddag sne flere steder i landet, og det giver gode chancer for, at en del danskere kan fejre hvid jul.

Chancerne for hvid jul er bedst i det midt- og østjyske, store dele af Fyn samt det midterste af Sjælland.

Det fortæller Bolette Brødsgaard, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Vi får ikke en landsdækkende hvid jul, men vi forventer, at der flere steder vil kunne lægge sig så meget sne, at der kommer hvid jul. Det gælder særligt den centrale del af landet.

- Det sner torsdag eftermiddag i store dele af Jylland, Fyn og Sjælland, men det er meget lidt, der falder, så det kan godt være, at der ikke kommer til at komme helt så meget sne som forventet, siger Bolette Brødsgaard.

Ingen sne i syd og nord

Definitionen for en landsdækkende hvid jul er, at 90 procent af landet er dækket af mindst 0,5 centimeter sne, hvilket DMI ikke forventer.

I Sønderjylland kommer der næppe hvid jul, selv om det sner flere steder torsdag eftermiddag, da det vil gå over i tøvejr i løbet af aftenen og natten.

I Nordjylland er der derimod ikke faldet sne, hvilket ellers var prognosen så sent som torsdag morgen.

Derfor kommer der næppe hvid jul i det nordjyske, fortæller Bolette Brødsgaard.

Senest i 2010

Juleaftensdag ventes der ikke særligt meget nedbør. DMI forventer klart vejr med temperaturer under frysepunktet.

Der var senest hvid jul i 2010. Der har været hvid jul ni gange i det sidste 120 år.

Powered by Labrador CMS