DMI advarer: Det bliver voldsomt
Man skal forberede sig på strid blæst torsdag. Der venter stormende kuling og vindstød af stormstyrke i visse områder
Man skal holde på hat og briller torsdag, for der er udsigt til efterårets første voldsomme blæsevejr. Et lavtryk tager turen nord om landet i løbet af dagen.
Visse steder i de nord- og vestjyske og nordsjællandske egne samt på Bornholm byder vejret på stormende kuling og vindstød af stormstyrke. Det varsler Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Over alt i landet bliver vejret meget blæsende, og mange steder vil man opleve hård vind til hård kuling med kraftige vindstød. Det er i eftermiddagstimerne, at det blæser kraftigt op fra nordvest, fortæller Lars Henriksen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), til Newsbreak.dk.
- Lavtrykket bevæger sig ret hurtigt fra vest mod øst, fortsætter han.
Gælder stort set hele Danmark
Varslet om voldsomt vejr gælder stort set hele landet. Både Vest- og Sydsjælland og Lolland-Falster, København og Nordsjælland, Bornholm, Syd- og Sønderjylland, Midt- og Vestjylland samt Nordjylland kan regne med at blive ramt.
Der varsles om stormende kuling og vindstød fra klokken 14-19 i Nord- og Vestjylland, fra klokken 16-21 i Nordsjælland og fra klokken 18-23 på Bornholm.
Temperaturen kommer til at ligge på 12-13 grader.
Det voldsomme vejr fortsætter dog ikke frem mod fredag. Det får en brat afslutning sidst på aftenen.