Disse sygdomme søger danskerne på

Skarlagensfeber og streptokokker er januars store sygdomme

Offentliggjort Sidst opdateret

Januar er kold og mørk, og immunforsvaret hos de fleste kæmper mod flere infektioner. 

Der er en stigning i streptokok-infektioner, og som følge af det er børnesygdommen skarlagensfeber også i stigning.

Og det afspejler sig i det, som danskerne søger information om, når de går ind på sundhed.dk - især i Læge- og Patienthåndbogen, hvor de kan læse artikler om sygdomme og symptomer, skriver sundhed.dk i en pressemeddelelse. 

Skarlagensfeber

I januar måned var skarlagensfeber det, der blev søgt mest efter. 

Umiddelbart efter kom halsbetændelse. 

Allerede i december var der tre gange så mange, der søgte information om skarlagensfeber i Læge- og Patienthåndbogen på sundhed.dk i forhold til november. 

I januar steg tallet med yderligere 72 procent.

"Specielt infektionssygdomme"

Hver måned er der i gennemsnit 4 millioner danskere, der klikker sig ind på sundhed.dk og søger informationer om sundhed og sygdomme. 

Derfor kan det, de søger efter, give et billede af, hvilke sygdomme der fylder mest hos danskerne.

"Vi oplever, at de hyppige lidelser er noget, folk søger viden om hos os - specielt infektionssygdomme. Herudover er der stor søgning på lidelser, der kan ramme børn, og ud fra et søgemønster med mange søgninger i perioden mellem klokken 6 og klokken 8 om morgenen, kunne man formode, at det handler om, om børnene kan komme afsted i institution eller skole," siger praktiserende læge Hans Chr. Kjeldsen, der også er chefredaktør for Læge- og Patienthåndbogen.

"Endelig har vi erfaring med, at søgemønstret på Læge- og Patienthåndbogen er meget påvirkelig af medieomtale, så at der lige nu er så meget søgning på skarlagensfeber giver rigtig god mening - og så fylder sygdommen i øvrigt også mere, end den plejer i vores konsultationer," siger han.

Mest besøgte sider 

Læge- og Patienthåndbogen er skrevet af speciallæger i samarbejde med praktiserende læger. 

Den redigeres og udgives på sundhed.dk af Danske Regioner i samarbejde med Lægeforeningen.

De fem mest besøgte sider i Patienthåndbogen i januar var:

  • Skarlagensfeber
  • Halsbetændelse
  • Forhøjet blodtryk
  • Halsbetændelse med streptokokker
  • Kyssesyge
Skarlagensfeber var det, danskerne søgte mest efter i januar.
Skarlagensfeber var det, danskerne søgte mest efter i januar.

PATIENTHÅNDBOGEN OG LÆGEHÅNDBOGEN

Patienthåndbogen indeholder artikler om sygdomme og symptomer og giver råd og vejledning til, hvad du kan gøre, hvis du for eksempel har et sygt barn, eller du selv er syg eller er kommet til skade.

Lægehåndbogen er et uafhængigt medicinsk opslagsværk til sundhedsprofessionelle, primært alment praktiserende læger, hvor de kan søge efter sygdomsbeskrivelser, behandlinger og undersøgelser.

Kilde: Danske Regioner i samarbejde med Lægeforeningen

Også i Lægehåndbogen var skarlagensfeber og streptokokhalsinfektion de sygdomme, der blev søgt mest på i januar.

Powered by Labrador CMS