Disse 20 elselskaber er værst
Forbrugerrådet Tænk har nu testet adskillige elaftaler på markedet - 20 dumper med et brag
20 danske elselskaber har dumpet testen hos Forbrugerrådet Tænk, og de indgår nu på listen over virksomheder, man ikke bør købe el fra.
Sådan skriver Forbrugerrådet Tænk i en pressemeddelelse.
Der er nemlig flere tusinde kroners forskel på den dyreste og den billigste aftale, lyder det i undersøgelsen.
Store problemer
Her blev 85 forskellige aftaler testet blandt 55 danske selskaber, og det resulterede i, at 19 fik bedømmelsen "God", mens 20 dumpede med et brag.
- Der er fortsat store problemer med elselskaber, der ikke overholder loven, benytter aggressiv telefonsalg, og selvom flere er blevet bedre til at vise prisen, er der stadig mange tilfælde, hvor det stort set er umuligt at fremskaffe de priser, man skal betale som forbruger. Nogle elaftaler dumper slet og ret fordi de er utrolig dyre. Det bedste råd vi kan give, er at undgå de elaftaler, som vi dumper, siger testansvarlig Emil Rosager Schaarup.
Dog lyder et mindre foruroligende resultat af testen, at flere elselskaber er blevet bedre til at skilte med deres priser.