Dette kan koste din hund livet
-Lad nu være, lyder den klare opfordring
Onsdag kan der blive sat varmerekord i Danmark.
Sker det, kommer temperaturerne over 36 grader.
Gør det ikke, så bliver det alligevel varmt. Meget varmt.
Derfor kan det være en rigtig dårlig ide, at pakke den firbenede ind i bilen, når der skal købes ind.
Jens Jokumsen, familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse, opfordrer derfor til, at man lader sin hund blive hjemme. Hvert kvarter stiger temperaturen nemlig med 10-15 grader i en parkeret bil, og åbne vinduer gør ingen forskel.
- Mange mennesker forsøger at gøre det rigtige ved at stille bilen i skyggen, men det hjælper ikke, for skyggen er også varm, så der bliver alligevel som en ovn i bilen.
Kan blive den sidste tur
Ifølge Jokumsen er der nærmest kun et alternativ: Efterlad hunden derhjemme.
- Selv om hunden kan virke trist over, at du forlader hjemmet, vil det til enhver tid være bedre for den at blive hjemme i et afkølet rum og med adgang til frisk vand, frem for at sidde i en bagende bil. I værste fald kan det ende med at tage livet af den, understreger Jens Jokumsen.
Vanvittigt varmt
En tommelfingerregel er, at når udetemperaturen rammer omkring 20 grader, stiger temperaturen inde i en bil hurtigt og kan på en halv time komme helt op på 40-50 grader.
På en 'normal' sommerdag, hvor temperaturerne nærmer sig de 30 grader, er der - ifølge app - målt 66 grader i denne journalists bil.
Det kan - i sagens natur - heller ikke anbefales at efterlade børn i bilen.
Ifølge DMI topper varmen omkring klokken 15 onsdag. Det bliver sandsynligvis varmest i Sønderjylland.