Det sker klokken 10.58

Tirsdag vil en delvis solformørkelse ramme Danmark for anden gang på to år - og det er usædvanligt

Op til 37,3 procent af Solen over Danmark vil tirsdag blive dækket af Månen, når den delvise solformørkelse indtræffer. Det er dog ikke nær så meget, som man vil kunne se i Rusland og Kasakhstan, hvor over 80 procent af solskiven vil blive dækket, når Månen overlapper med Solens bane. (Arkivfoto).
Op til 37,3 procent af Solen over Danmark vil tirsdag blive dækket af Månen, når den delvise solformørkelse indtræffer. Det er dog ikke nær så meget, som man vil kunne se i Rusland og Kasakhstan, hvor over 80 procent af solskiven vil blive dækket, når Månen overlapper med Solens bane. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

For anden gang på to år bliver Danmark ramt af en delvis solformørkelse - og vi skal føle os en lille smule heldige.

I hvert fald hvis man spørger astrofysiker på Planetarium i København Cecilie Sand Nørholm.

- Det er altid en stor begivenhed, når der er solformørkelse. Det sker højst to gange om året, og det er meget sjældent, at vi kan se det fra Danmark, siger hun.

Kan ses mange steder

Den delvise solformørkelse kommer til at strække sig fra det østlige Grønland til det vestlige Mongoliet med linje ind over Europa. Og fra Sri Lanka og Maldiverne i syd til Svalbard i Norge i nord.

Det sker, selv om man i langt størstedelen af området slet ikke kommer til at bemærke det.

I Danmark kommer vi til at opleve, at op til 37,3 procent af Solen bliver dækket, når Månen sniger sig ind foran solskiven.

Størst mod øst

Den delvise solformørkelse bliver størst mod øst over en lille del af Rusland og Kasakhstan.

- Der vil det være omkring 80 procent af Solen, som bliver dækket. Så det er tæt på at være en total formørkelse, siger Cecilie Sand Nørholm.

Klokken 10.58

Den første del af solformørkelsen vil falde over Island klokken 10.58 dansk tid - og allerede få minutter efter vil man i Nordjylland kunne se begyndelsen på fænomenet i Danmark.

- Man kommer til at opleve, at der bliver taget en bid af Solen. Det er, fordi Månen er et sted på sin bane, hvor den kommer ind og ligger mellem Jorden og Solen, sådan at Jorden, Månen og Solen er på linje, siger Cecilie Sand Nørholm.

I Danmark vil solformørkelsen nå sit maksimum omkring 12.10, og klokken 13.21 er det overstået. Det fortsætter dog sydøstover og slutter klokken 15.02 dansk tid i Det Indiske Ocean.

SOLFORMØRKELSE

* Når månen bevæger sig ind foran solen og dækker for solskiven, er der tale om en solformørkelse. Solformørkelsen kan være total eller delvis.

* Ved total solformørkelse bliver dag til nat i nogle minutter, og ved delvis solformørkelse får solen form som en glad mund.

* Øjnene kan tage varig skade, hvis man ser direkte mod solformørkelsen uden beskyttelse. Man skal bruge godkendte solformørkelsesfiltre eller solformørkelsesbriller, hvis man vil se fænomenet med egne øjne.

* Man må ikke se mod solen gennem en kikkert eller et kamera.

* Børn bør være under opsyn af voksne, når de ser solformørkelsen.

Afhænger af vejret

Hele oplevelsen afhænger dog af vejret. Ifølge den vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Jesper Eriksen, så ødelægger vejret ikke festen.

Ifølge Jesper Eriksen kan fænomenet opleves i hele Danmark, fordi der over hele landet vil være huller mellem skyerne. Det bliver altså ikke totalt overskyet.

Powered by Labrador CMS