-Det ser sort ud
De forbrugere, der har penge i klemme i Lauritz.com-konkursen står langt nede på listen
Det ser sort ud for de kunder, der har penge i klemme i Lauritz.com-konkursen.
Det vurderer Martin Bruun-Houmølle, der er jurist hos Forbrugerrådet Tænk.
- I konkursloven er der en rangorden, som opstiller, i hvilken rækkefølge kreditorer får penge tilbage, forklarer han.
- Som loven er udformet nu, finder man desværre forbrugerne langt nede.
Skal sikres bedre
Derfor ser Forbrugerrådet Tænk gerne, at forbrugerne rykkes længere op for at sikre dem bedre vilkår i lignende sager i fremtiden.
Det ønske er ud fra den betragtning, at forbrugere i forvejen er dårligere stillet end eksempelvis erhvervsdrivende i sådan en situation.
- Uanset om man er forbruger eller erhvervsdrivende, synes man nok, at det er ærgerligt at ende langt nede på listen, siger Martin Bruun-Houmølle.
- Forskellen er, at man har nogle andre vilkår som erhvervsdrivende, end man har som forbruger.
- Erhvervsdrivende er først og fremmest meget bedre stillet end forbrugerne i forhold til at opdage, at der er noget galt med økonomien i en virksomhed. Det er utroligt svært som forbruger at gennemskue, lyder det videre.
Konkurs for flere uger siden
Det er flere uger siden, at auktionshuset Lauritz.com gik konkurs.
Tirsdag har kuratorerne i sagen så kunnet meddele, at hovedparten af det er blevet solgt til ejerne af Auktionshuset Hørsholm.
I samme omgang er det også blevet meddelt, at det er for tidligt at sige, om sælgerne i sagen kan forvente at få penge tilbage for solgte produkter.
Først beskrev TV 2 frustrationerne hos mange sælgere, der ventede i måneder på at modtage penge for solgte varer.
Siden kunne mediet Finans berette om en samlet gæld på knap 150 millioner kroner hos Lauritz.com.