Det bliver værre

Tryg har registreret mere end 200 køretøjer, der har været udsat for skader efter haglvejr i Italien - forventningen er, at antallet vil stige

Offentliggjort Sidst opdateret

Forsikringskoncernen Tryg har de seneste dage fået syv gange så mange anmeldelser om haglskader, som de normalt får på et år.

Det skriver forsikringskoncernen i en pressemeddelelse.

De mange haglskader er sket efter voldsomt vejr med hagl i Italien og Frankrig i begyndelsen af ugen.

Indtil videre har Tryg-koncernen, inklusiv Alka, registreret mere end 200 køretøjer, der har været udsat for skader.

Vil stige yderligere

Forsikringskoncernen forventer dog, at tallet vil stige yderligere de kommende dage, da den stadig modtager henvendelser om skader på biler som følge af haglvejr i Italien og Frankrig.

Bilskadedirektør i Tryg Mogens Olesen skriver i en pressemeddelelse, at koncernen hvert år håndterer haglskader på biler, men at de aldrig før har set en haglstorm af lignende karakter.

- Haglene har forvoldt væsentlig større skader end tidligere set. Det siger noget om, hvor voldsom situationen har været for de berørte kunder.

- Anmeldelserne omhandler alt fra mindre skader i form af buler eller knuste forruder til de mere voldsomme skader, hvor haglene har været så tunge, at de har knust alle ruder og lavet buler overalt på køretøjet, så bilen ikke er forsvarlig at køre i, skriver han.

Det store antal haglskader på køretøjer efter uvejr i Italien og Frankrig har fået Tryg til at nedsætte en særlig taskforce-enhed, der skal hjælpe de kunder, der er blevet ramt af skader på deres køretøjer. (Arkivfoto).
Det store antal haglskader på køretøjer efter uvejr i Italien og Frankrig har fået Tryg til at nedsætte en særlig taskforce-enhed, der skal hjælpe de kunder, der er blevet ramt af skader på deres køretøjer. (Arkivfoto).

Primært personbiler

Også forsikringsselskabet Topdanmark har fået mange anmeldelser om haglskader efter det voldsomme vejr. Forsikringsselskabet oplyser til Ritzau, at det har fået anmeldelser om 250 skader efter haglstormen.

Skaderne er primært på personbiler, men der også er tale om ramte campingvogne og autocampere, oplyser de.

De store antal haglskader har fået Tryg til at nedsætte en særlig taskforce-enhed. Den skal hjælpe de kunder, der har fået skader på deres køretøjer efter det voldsomme haglvejr.

- Kunderne står i en helt særlig situation, og derfor har vi nedsat en taskforce for at kunne afklare og hjælpe kunderne videre. Det er påkrævet, da situationen er helt ekstraordinær, skriver Mogens Olesen.

Første biler på vej hjem

SOS International skriver lørdag på deres hjemmeside, at de første biler, som blev ødelagt i forbindelse med haglvejret i Norditalien, er på vej hjem til Danmark.

Anette Bjørn Juncher, som er vagtcentralchef hos SOS International, kalder det et forsigtigt estimat, at godt 500 biler skal fragtes til Danmark.

SOS International er ejet af en række forsikringsselskaber og står for at give rejseassistance.

Powered by Labrador CMS