Derfor bliver du overvåget
Salling Group har fået flere bekymrede henvendelser fra kunder, der undrer sig over, hvorfor der er ansigtskameraer i selvbetjeningskasserne
Citathistorie: TV2 Østjylland
Det går hurtigt, hvis man bare lige har en håndfuld varer.
Du klikker 'Start', og så bipper du ellers bare indkøbene ind og betaler.
Men den opmærksomme kunde vil lægge mærke til, at der i øverste højre hjørne er et lille billede, hvor man kan se noget smukt.
Nemlig sig selv.
I 73 Bilka- og føtex-butikker har Salling Group nemlig sat ansigtskameraer op i selvbetjeningskasserne.
Det skriver TV2 Østjylland.
Stiller spørgsmål ved beslutning
Og det har fået flere kunder til at kontakte Salling Group.
For hvorfor bliver ens ansigt filmet, når man troskyldigt står og scanner sine varer ind?
Hvad bliver optagelsen brugt til?
Er der tale om ansigtsgenkendelse?
Kan ens ansigt blive koblet sammen med kortoplysninger og hvilke køb, man foretager sig?
TV2 Østjylland har derfor kontaktet Salling Group med hovedsæde i Aarhus for at få svar.
Koncernen står bag kæder som føtex, Bilka og Netto og har i alt flere end 1500 butikker fordelt over hele landet.
Kunne have kommunikeret bedre
Salling Group har ikke ønsket at stille op til interview, men har svaret TV2 Østjyllands spørgsmål i en mail.
Og her erkender Jacob Krogsgaard Nielsen, kommunikationskonsulent hos Salling Group, at man godt kunne have været bedre til at kommunikere om kameraerne.
- Vi ser blot kameraet som et ekstra af slagsen og forudså nok ikke den interesse, det har vakt blandt nogle kunder. Det ville vi naturligvis gerne have gjort tydeligere, og det arbejder vi på nu.
Hvorfor er det nødvendigt med ansigtskameraer ved selvbetjeningskasserne?
- Det er en diskret påmindelse om, at området ved selvbetjeningskasserne også er overvåget, ligesom resten af butikken er.
Værn mod tyveri
Hvad bliver optagelserne brugt til?
- Kameravisningen er primært tiltænkt som et præventivt værn mod eksempelvis tyveri.
Gemmer i optagelserne fra selvbetjeningskasserne?
- Vores behandling af materialet sker i fuld overensstemmelse med gældende love og regler - på helt samme måde som det gør for alle vores andre kameraer.
Skal man som kunde være bekymret for, om Salling Group fx kobler ens ansigt til kortoplysninger, information om vareindkøb mv?
- Nej, det skal man absolut ikke være. De indbyggede kameraer i selvscanningen anvendes ikke til hverken ansigtsgenkendelse eller kobles til kundens betalingskort.
Opbevares i 21 dage
Vil I ændre på noget på baggrund af TV2 Østjyllands henvendelse samt de kundehenvendelser I har fået?
- Det er udelukkende vores ønske, at kunderne er glade for at handle hos os. Derfor vil vi sørge for at informere tydeligere om, hvilket formål det lille kamera har for at fjerne enhver misforståelse, skriver Jacob Krogsgaard Nielsen, kommunikationskonsulent hos Salling Group, i et mailsvar til TV2 Østjylland.
Efter publiceringen af denne artikel er Salling Group vendt tilbage til TV2 Østjylland med et svar på, om optagelserne af kunders ansigter bliver gemt.
Svaret er som følger:
- Det fremgår af vores privatlivspolitik, at alle optagelser, der sker ved videoovervågning – også ved scan-selv området, opbevares i 21 dage. Derefter bliver de slettet, skriver Salling Group.
Som kunde i Salling Groups butikker, kan man altid rette henvendelse for at få optagelser, som man selv medvirker på.