Derfor blev Bornholm mørklagt
Energinet har inspiceret søkabel mellem Bornholm og Sverige og ser tegn på skader påført af skibsanker
Det er formentlig et skibsanker, der har beskadiget søkablet mellem Bornholm og Sverige.
Det konkluderer Energinet i en pressemeddelelse.
Lørdag morgen klokken 06.17 blev Bornholm ramt af et omfattende strømsvigt, der blev lokaliseret til søkablet.
Det betød, at øens egen elproduktion blev startet, mens man undersøgte strømkablet for fejl.
Det gigantiske søkabel ligger på bunden af havet mellem Hasle og Borreby. Det forbinder Bornholms elsystem med Sveriges elnet og resten af det nordiske elsystem.
Strømmen gik omkring klokken 06.19.
Søndag blev kablet inspiceret, og fejlen blev lokaliseret på et punkt 17 kilometer fra Sverige og 26 kilometer fra Bornholm.
Der blevet taget billeder under vandet, og de viser tydelige skader på kablets beskyttende kappe.
Skader, som ifølge Energinet formentlig stammer fra et skibsanker.
"Undersøgelserne fra havbunden lavet søndag viser, at kablet er skadet præcist på det sted, hvor kortslutningen blev målt til. Billederne viser tydelige skader i kablets beskyttende kappe. Skaden som minder meget om skader Energinet tidligere har set, når et skibsanker eller fiskeredskaber har ramt søkabler. Det er kun et af de tre kabler, der tilsammen udgør elforbindelsen, som vurderes at være ramt", oplyser Energinet i pressemeddelelsen.
Energinet er nu i gang med at reparere kablet.
- Vi er straks gået i gang med at få kablet repareret - vi skal have den ødelagte del klippet af og indsat et reservestykke, siger Steffan Ladegaard Morrison, områdeleder i Energinet.
- Vi har reservedele klar, men vi kan endnu ikke sige, hvornår kablet er tilbage i drift – det afhænger blandt andet af vejrforholdene. Det skal være roligt til søs, for at vi kan trække kablet op til overfladen og foretage reparationen, siger han.
TV 2 Bornholm skrev, at strømafbrydelsen betød, at broklappen på hurtigfærgen ikke kunne lukke lørdag morgen.
Ikke første gang
Søkablet har tidligere været ramt af lignende skader. Både i 2012 og 2017 var der strømafbrydelse som følge af skader på søkablet. Begge gange var skaderne forårsaget af skibe.
I 2017 tog det 19 dage at reparere kablet.
For at mindske risikoen for ankerskader på kablet besluttede Energinet i 2018 at spule kablet ned i havbunden på den del af strækningen, hvor der tidligere har været problemet.
Det er på denne strækning, hvor kablet er spulet ned i havbunden, at lørdagens kortslutning skete.
Lørdagens strømafbrydelse på Bornholm varede til klokken 12.26, hvor alle forbrugere igen havde strøm. Øen forsynes fortsat af øens egen elproduktion.