Den dyreste nogen sinde
Naturskaderådet skønner, at stormfloden i oktober bliver den hidtil dyreste for staten
Stormfloden, der for nylig ramte Danmark, ser ud til at blive den hidtil dyreste.
Sådan lyder det fra chefkonsulent i Naturskaderådets sekretariat Poul Jensen til erhvervsmediet Finans.
- Det går stejlt opad med antallet af klager. For en uge siden havde vi fået 1915, og nu har vi rundet 2689, sagde han til Finans torsdag i sidste uge.
- Og selv om frekvensen nok vil falde fremover, tror jeg, at vi erstatningsmæssigt kommer væsentligt højere end den seneste rekord på en milliard kroner, som var stormen Bodil i 2013.
Det er Naturskaderådet under Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, som har til opgave at afgøre, hvornår der har været stormflod.
Stormflod konstateret
Efter uvejret 21.-22. oktober blev det rigtignok konstateret, at der havde været stormflod på et bælte fra det sydøstlige Jylland, Det Sydfynske Øhav, Langelands og Lollands sydkyst, Østsjællands kyst samt Bornholm.
Jensen siger yderligere til Finans, at en stor dele af anmeldelserne kommer fra husejere i nærheden af vandet.
En stormflod skal forstås som en oversvømmelse, der sker på grund af ekstremt høj vandstand i havet.
Det skal være så høj vandstand, at den forekommer sjældnere end hvert 20. år.
Kun to gange tidligere
Inden for nyere tid har der to gange været stormflod.
Det var i 2006 og i 2013 efter stormen Bodil, som resulterede i knap 3000 skadeanmeldelser.
Flest skader var der dog i 2006, hvor 4000 anmeldelser ifølge Finans blev indgivet til Naturskaderådet.
Mulighed for erstatning
Afgør Naturskaderådet, at der har været stormflod i et område, kan det udløse mulighed for erstatning.
Anmeldelsen skal ske til eget forsikringsselskab via Naturskadebasen.
Sidste frist for at anmelde skader er 21. december 2023.