De første danskere har fået besked

Onsdag begynder arbejdet med at udskifte NemID med MitID hos over fem millioner borgere. Det vil tage måneder

Onsdag lanceres Danmarks nye digitale ID, MitID, og i spidsen for det står vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen Adam Lebech samt digitaliseringsdirektør i Finans Danmark Michael Busk-Jepsen.
Onsdag lanceres Danmarks nye digitale ID, MitID, og i spidsen for det står vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen Adam Lebech samt digitaliseringsdirektør i Finans Danmark Michael Busk-Jepsen.
Offentliggjort Sidst opdateret

De første danske borgere har onsdag fået besked om, at de skal skifte NemID ud med den nye løsning MitID.

Det fortæller Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, på et pressemøde.

- Danmark er et af de lande, der er længst fremme inden for digitalisering. Vi er dygtige til at digitalisere vores samfund og bruge det til at styrke velfærdssamfundet.

- Nu tager vi endnu et skridt. Med MitID ruster vi os til fremtidens digitale udfordringer og muligheder, siger han.

Primært en app

Det er det id, man skal bruge til blandt andet at logge på netbank, tjekke årsopgørelse eller underskrive noget digitalt.

MitID er først og fremmest en app til smartphone eller tablet. Men der er alternativer til dem, der ikke har mulighed for eller lyst til at bruge telefonen.

Man kan få en kodeviser, som er en lille elektronisk enhed, der viser en engangskode, som man indtaster, når man skal bruge MitID.

Læser koder op

Også en kodeoplæser kan fungere som alternativ til folk med dårligt syn. Kodelæseren har en stor skærm, hvor koden vises – eller den kan læse koden højt. Høretelefoner kan tilsluttes, så ingen andre kan lytte med.

Desuden fortæller Adam Lebech, at der er etableret et stærkt samarbejde med organisationer som Ældre Sagen for at hjælpe særligt ældre borgere med skiftet.

- Vi har dog set en stigning på 55 procent fra 2019 til 2020 i ældre, der bruger NemID-nøgleappen. Så vi håber, at mange vil finde anledning til at prøve MitID.

- Men der er alternativer til dem, der ikke ønsker at bruge telefonen, forsikrer han.

Store ændringer

Ifølge Adam Lebech vil der hovedsagligt være tre forskelle for brugerne.

For det første siger vi farvel til papnøglekortet, fordi det kan kopieres og deles.

Dernæst kan man ikke længere bruge sit CPR-nummer som brugernavn. I stedet skal man lave et personligt.

For det tredje skal man selv åbne MitID-appen, når man skal godkende en handling på telefonen. Det er modsat NemID-appen, der selv åbner automatisk.

MitID vil først være fuldt indfaset i løbet af 2022. Du får besked fra din bank, når det er din tur til at skifte.

MitID

Digitale løsninger bliver erstattet af nye over tid. Det gør de, fordi de skal være sikre og kunne følge med udviklingen. MitID lever op til de nyeste standarder for sikkerhed, så vi også i fremtiden kan færdes trygt på nettet.

Derfor bliver NemID til MitID: Dit kommende bevis for, hvem du er, når du logger ind, godkender handlinger eller har brug for at skrive under digitalt.

Umiddelbart vil du ikke opleve den store forskel, når du først får MitID – ud over at du fx ikke længere skal bruge dit nøglekort eller nøgleapp. Se Sådan kommer MitID til at se ud. Men der er forskel. Forskelle, der betyder, at det bliver vanskeligere at misbruge MitID, og at det bliver nemmere at kunne videreudvikle MitID til en hverdag, hvor teknologi hjælper os med stadigt mere.

Mere tryghed

For at få MitID skal du følge en selvbetjeningsproces, som du omhyggeligt skal gå igennem. Det skyldes bl.a., at vi skal være sikre på, at der ikke er andre, der udgiver sig for at være dig.

Med MitID kommer også nye sikkerhedsforanstaltninger. Fx får du besked, hvis MitID appen aktiveres på en ny enhed. Du kan også vælge at få besked, hver gang dit personlige MitID bliver anvendt. Det er dog stadig vigtigt, at du passer godt på dit personlige MitID.

Kilde: Digitaliseringsstyrelsen
Powered by Labrador CMS