Danskernes pension imponerer
Pensionsskatten - også kendt som PAL-skatten - indbragte staten 63,1 mia. kr. i 2021, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er et massivt samfundsbidrag fra branchen og pensionskunderne
PAL-skatten er en skat på 15,3 pct., som opkræves hvert år af afkastet fra danskernes pensionsopsparing.
Og med de store afkast, som branchen sikrede til kunderne i 2021, viser nye tal, at pensionsskatten næsten er på højde med rekorden på 63,4 mia. kr. i 2019.
Det skriver Forsikring og Pension i en pressemeddelse.
93, mia.
I 2021 blev der indbetalt 63,1 mia. kr. i PAL-skat til statskassen.
Til sammenligning indbragte den samlede selskabsskat for hele erhvervslivet 93,3 mia. kr.
Ifølge F&P sætter de nye tal en tyk streg under, hvor stor betydning pensionerne har for dansk økonomi - og hvor bizart det er, at regeringen har varslet en ny særskat på forsikrings- og pensionsbranchen for at finansiere den såkaldte Arne-pension.
- Jeg tror, det er en kæmpe øjenåbner for mange, at afkastet fra danskernes pensionsformue har så stor betydning for økonomien. Det er et kæmpe bidrag, som selskaberne og deres kunder leverer til samfundet, siger adm. direktør Kent Damsgaard.
- Det er jo helt skævt, at særskatten skal betales af danske forsikrings- og pensionsselskaber - og deres kunder, som i forvejen leverer et rigtigt stort bidrag til det samfund, som vi er en del af, siger adm. direktør Kent Damsgaard.
Stort samfundsbidrag i forvejen
- Danskerne mærker ikke umiddelbart, at de betaler skat af deres pensionsafkast, fordi det bliver trukket automatisk på deres pensionsopsparinger. Men der bør være et mere overordnet fokus på det enorme bidrag, som pensionsskatten udgør for vores samfund, siger Kent Damsgaard.
Fakta om PAL-skatten
PAL-skatten opkræves som 15,3 pct. af afkastet af pensionsopsparingen. Rent praktisk er det pensionsselskaberne og bankerne, der indeholder skatten for de enkelte pensionsopsparere og sender den videre til skattemyndighederne.
Skatteindtægterne fra PAL-skatten svinger derfor med udviklingen på de finansielle markeder. I rekordåret 2019 indbragte PAL-skatten 63,4 mia. kr., og over de sidste ti år har skatteindtægterne været omkring 39 mia. kr. om året.