Danskerne elsker dette nytårsforsæt

Selvom nytårsforsæt kan være svære at holde, så er de stadig udbredte blandt danskerne. Særligt et går igen hos danskerne

Når klokken slår 24 og det nye år går i gang, har mange danskere truffet en beslutning om at ændre deres livsstil.
Når klokken slår 24 og det nye år går i gang, har mange danskere truffet en beslutning om at ændre deres livsstil.
Offentliggjort Sidst opdateret

Når uret rammer midnat den 31. december, er det ikke kun tid til at åbne en ny kalender og håbe, det kommende år bliver bedre, end det netop afsluttede.

For rigtig mange danskere er nytår nemlig også ensbetydende med et nytårsforsæt, der skal være med til at sætte gang i de forventninger og ønsker om forandring, der er hos den enkelte.

Det skriver Gjensidige i en pressemeddelelse. 

 Og i en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige, bliver sløret løftet for hvilke nytårsforsæt, vi danskere har lavet i år. Og det er, måske ikke så overraskende, især ønsker om bedre sundhed, der er dominerende.

Mere motion

Overordnet set er har knapt hver tredje af de adspurgte svaret ja til, at de har lavet et nytårsforsæt for 2022, og blandt dem svarer 15 procent, at det er ønsket om at tabe sig, der er håbet for 2022. 

Det nytårsforsæt er efterfulgt at et ønske om at spise sundere og en ambition om at dyrke mere motion i 2022. 

Begge dele har 13 procent angivet som årets nytårsforsæt.

Selvom det måske ikke er så overraskende, at det er ønsket om en sundere tilværelse, der dominerer, kalder Gjensidiges fagansvarlige for Sundhed, Louise Brix, det alligevel for en positiv målsætning. Men hun understreger samtidig, at man skal gå ind i sit nytårsforsæt med en realistisk tilgang, så det ikke ender som noget negativt.

Mange skader

- Som udgangspunkt er et øget fokus på ens fysiske sundhed godt, men det skal aldrig ske på bekostning af den mentale sundhed. Derfor er det enormt vigtigt, at man sætter sig nogle realistiske mål, ligesom man ikke skal begynde at vende det til noget negativt, hvis man ikke i første omgang når de mål, man har sat, siger Louise Brix, der peger på at undersøgelsen også viser, at kun syv procent af de adspurgte lykkedes med at gennemføre deres nytårsforsæt for dette år.

Og når det kommer til at starte med at motionere eller gør det i højere grad end i dag, er der også nogle faktorer, man skal være opmærksom på, lyder rådet fra Gjensidiges fagansvarlige for Sundhed.

- I starten af året ser man ofte en stor mængde af skader, der er sket i forbindelse med træning. Og derfor kan jeg kun råde til, at man lægger forsigtigt ud, så ens krop kan vænne sig til en øget belastning. Og det er endnu en grund til, man vil få allermest ud af sine nytårsforsæt ved at gøre dem realistiske og opnåelige, siger Louise Brix.

Powered by Labrador CMS